mandag den 26. september 2011

6 mdr's update!


Olivia blev 6 mdr. i lørdags....den ene dag tager den anden og begge piger vokser og udvikles!
Olivia er 70 cm. lang og vejer 6,9 kg. Vægten er lidt under kurven dog uden at være dramatisk, men vi skal til vægtkontrol for at sikre, at vægten ikke tager en dyk nedad. Jeg har prøvet alverdens gode råd - zoneterapi, kiropraktor, øretjek, vælling mm. for at få ro på den bette ski', men ingen af delene har gjort hende til en "supersover". Kiropraktoren fandt dog nogle "nakkehvirvelsmuttere" en tre gange, men hun er nu stemplet til at være kureret. Den sidste tid har været hård - rigtig hård! Olivia sover ikke ret godt - hverken dag eller nat, så det har tæret på hele familiens energi og overskud. Hun er begyndt at sidde selv og håber at kravleriet (når det kommer) kan give en træthed - og dermed mere søvn for alle! Luna tager det hele flot, selv om hendes søster pyldrer, er vågen og ikke vil sove, så hun kan få mor og far for sig selv engang imellem. Vi må snart tage på en tur - bare os 3!

onsdag den 21. september 2011

4 års fødselsdag og slumrerier...


Mmmmm...her dufter godt af Ajax og chokoladekagerester. Svigermor har efterladt huset skinnende rent. Skønt at familien tager et nap, når energiniveauet ikke er eksisterende! Igår fejrede vi Lunas 4 års fødselsdag, så der er blevet leget en masse med Barbie højt til hest, galoperende gennem stuen. I aften tager vi imod resten af familien til endnu en gang fødselsdagshygge. Håber jeg snart får mulighed for at krybe sammen med det fine, fine slumretæppe som svigermor har hæklet, hvis ellers Olivia - alias "30 minutters soveren", kunne tænke sig at udvide puttetiden!!

mandag den 12. september 2011

Fristelser & nydelse mod underskud...




Blusset herhjemme er sat på "low"! Energitanken er tom og jeg higer efter overskud...grunden er selvfølgelig den lille terrorist, Olivia! - barnet der ALDRIG sover. Sundhedsplejersken kommer idag og så håber jeg virkelig hun har løsningen på vores søvnproblem. Selv om jeg gerne vil bure mig lidt inde med mine sorte render under øjnene, kom vi da lidt ud her i weekenden - var til åben hus hos fantastiske Badeanstalten (lækker, lækker sæbe, skrubber, masker og andet guf) Fik smagt karamelkompagniets frække varianter med chili og læsøsalt, fik sendt manden ud på gåtur med bettepigen som kom hjem med drivhusdruer og genopdagede kokosnøddens velsmagende, sjove konsistens...nu venter jeg bare på fredagen igen, så den søde mand igen kan aflaste den slatne morfigur!

fredag den 2. september 2011

Kaniner på række...




Så er kaninerne kommet på række blandt søde små bjælder. Nu skal de pakkes ned og pakkes op af de nye ejere :-)
Der er marked i byen, så weekenden står i karrusellernes tegn, der er ispenge i den lille grønne pung og fredagsbilletterne til tivoli er i hus, så der kan prøves igen og igen og igen....God weekend!